Hudpleje til børn skal også tages seriøst
Huden er kroppens største organ – også hos børn. Og huden er mere end bare til pynt. Den har mange vigtige funktioner, som at hjælpe dit barn med at holde varmen, bevare væskebalancen og beskytte mod udefrakommende bakterier, virus m.m. Samtidig er huden også et sanseorgan, der registrerer tryk og berøring (kilde: sundhed.dk).
Huden hos babyer og børn er dog ikke helt som voksnes. Den er tyndere og derfor også lettere påvirkelig over for kemikalier, parfume og tilsætningsstoffer. Der er derfor heller intet overraskende i, at mange børn oplever at få hududfordringer som tør hud, men også f.eks. udslæt eller børneeksem.
Tør hud hos børn er almindeligt, da den tyndere hud lettere taber fugt. Det kan desværre også betyde, at der opstår sprækker, som bakterier kan komme i kontakt med. Det betyder naturligvis også, at du bør genopbygge den tørre og skadede barriere med en god creme til tør hud hos børn, så barnet bedre undgår gener fra hudirritationer. Det er særligt gældende vinter og efterår, hvor kulden giver øget risiko for tør, rød og irriteret hud.
Husk, at netop det, at børns hud er tyndere og mere sart i forhold til indholdsstoffer, bør være en del af dine overvejelser, når du udvælger en fugtighedscreme til børn.